Vi har mange år fulgt dyrelivet i vores have, særligt de små røde fyre med buske hale er en stor fornøjelse at følge. Vi er begyndt at skrive ned, hvor tit de kommer.
6. jan. 2010
Vi møder lidt senere på jobet hver dag i øjeblikket, for der kommer et par små fyre som skal håndfodres, desværre bliver de bange for kameraets lyd, men eller kommer de og tager af hånden. I går skulle hannen lige prøve at bide i Susannes fingre, faktisk tre gange, men den vil hellere have nødden.
7. jan. 2010
Begge egern kom igen idag. De sidder pænt ude på måtten og kigger efter os og lige så snart døren åbnes, er de næsten på vej ind i køkkenet. Især hannen er meget nærgående, den skal stadig lige prøve og smage på Susannes finger. Hunnen derimod vil ikke så tæt på - højst 20 cm, men til gengæld sætter hun sig så lige der og spiser sin nød, hvorimod hannen hurtigt smutter op på rækværket, hvis han ikke lige han skal prøve at snuppe nødden fra hunnen først.
8. jan. 2010
Det er koldt og mørk, så det er dejligt med lidt lyspunkter i hverdagen. I dag måtte vi vente på de to egern, men da de endelig dukkede op fik Susanne travlt med at servere diverse nødder og idag prøvede vi igen med nogle valnødder og de kunne lide morgenmaden. De har ellers taget valnødderne de sidste par dage, men i stedet for at spise er de blevet gemt, godt nok ikke bedre end at vi bare kunne tage dem igen. På billedet var hannen kommet til at skubbe nøden ud af hånden på Susanne og da den faldt ind under hendes hånd, måtte han stikke hoved ind under for at få fat i nødden, så Susanne kunne lige mærke den bløde pels.
11. jan. 2010
I lørdags tænke vi, at nu var der rigtig god tid til at fodre egern og forhåbentligt få et par gode billeder; men de dukkede slet ikke op, hverken lørdag eller søndag. Så de har nok flere steder, hvor der bliver serveret lidt godter. Måske har de bare været på weekend, for her mandag morgen var de her begge to, og sørme om ikke der også kom en “fremmed” til. Så vi har her til morgen haft besøg af tre egern, men den nye var ikke velkommen, den blev jaget på flugt flere gange. Vi har før haft besøg fra “den side” (i modsætning til vores faste gæster, der bor i “naboen-til venstre”s baghave), den bor i et meget højt grantræ i “naboen-til-højre”s forhave og den tager jævnlig en tur gennem et par træer og så op over vores tag for at komme ned på terrasen, hvor alle de gode sager tilbydes. Det ser meget halsbrækken ud når den springer fra de tynde grene over på taget og ligesådan på tilbageturen, hvor den skal fange en af de tynde grene, det giver et sug i maven; sæt nu den falder ned.
14. jan. 2010
Først mange tak for jeres respons og deltagelse i vores nydelse af “vores” egern, der gennem mange år har givet os mange oplevelser. Vi vil vende tilbage med en større billedesamling, så I også kan se deres aktivitet i sommerhalvåret. I går fik vi ikke taget nogen billeder - kun hunnen kom i kort tid. Hannen har ikke været på besøg i et par dage nu, men hunnen kommer dagligt og vi har også et par gange haft besøg af “den fremmede”. Hunnen er til gengæld blevet mere tillidsfuld; hun kommer nu og henter nødden selvom jeg lader mine fingre blive tæt ved - jeg tror ikke at det varer længe før også hun tør tage nødden fra min hånd. Hun lader heller ikke til at være generet af lyden fra kameraet, selvom Allan tager mange billeder lige når hun er helt henne ved os.
15. jan. 2010
Idag så vi ikke noget til vores egern, måske er de allerede taget på weekend, men lad os nu se om de dukker op i løbet af weekenden, men lige som vi skulle til at gå, dukkede en helt anden gæst op på terrasen, en stor havmåge - fik kun taget et foto med telefonnen, for kameraet var allerede lagt ud i bilen. Vi har jævnlig set dem svæve rundt over huset og de har også skræmt vores egern, de kan jo ikke se om det skulle være en duehøg eller lignende. I ønskes en god weekend og husk at komme ud i luften, tag en gåtur rundt i Nymosen og følg dyrelivet der, der skal nok også være en del børn og barnlige sjæle der vover sig ud på isen -Husk at det ikke er lovligt, hvis der stadig er skilte med færdsel på isen er forbudt og det er ikke for sjov at disse skilte står rundt om mosen.
18. jan. 2010
Lørdag fik Allan også “lov” til at give nødder. Da jeg gav hannen en valnød, kunne han ikke rigtigt få fat med tænderne og måtte tage en pote til hjælp; den blev, som I kan se, lagt på min finger. Jeg kunne synge “Så kold den lille hånd er”, for dér kunne jeg mærke, at de render ud i sneen med “bare tæer”. Søndag var de også på besøg begge to. Hunnen kom for første gang hen og tog en nød af hånden. Her til morgen havde vi tre egern på besøg i vores valnøddetræ, men “den fremmede” blev hurtigt jaget væk. Begge kommer nu og tager nødder fra hånden og sneen på vores terrasse blev hurtigt trådt flad af de små poter. Hannen er stadig den, der er mest modig, og han løber direkte over og henter nødden, mens hun løber lidt frem og tilbage før hun kommer hen til os. Men hun er så ikke så generet af kameraet, hvor han reagere på lyden når vi tager billeder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar